Rens af afløb – sådan gør du

Rens af afløb

Tom Ewers, autoriseret kloakmester, 7. oktober 2024

Rens af afløb – sådan gør du

Oplever du tit problemer med dit afløb? Så er du bestemt ikke alene. Kloakproblemer er meget almindelige – ikke desto mindre irriterende og forstyrrende i hverdagen. 

Her får du derfor gode tips og råd til, hvad du selv kan gøre for at rense og vedligeholde dit afløb – og ikke mindst hvad du absolut ikke må gøre.  

Sæt i gang.

Rens af køkkenvask

Din køkkenvask bliver udsat for lidt af hvert til daglig: madrester, fedt, forskellige væsker samt rengøringsmidler. Derfor kan afløbet i køkkenvasken hurtigt blive udfordret og stoppe til, hvis du ikke sørger for, at det bliver renset og vedligeholdt løbende. 

En god, nem og billig måde, hvorpå du kan rense og vedligeholde din køkkenvask, er at hælde kogende vand og opvaskemiddel ned gennem afløbet. Det kan du både gøre, hvis afløbet er stoppet til – men også som en løbende vedligeholdelse, selvom der ikke umiddelbart er noget galt med afløbet. 

Kogende vand kan nemlig være med til at opløse de tunge fedtstoffer og madrester, der blokerer for, at vandet kan løbe frit igennem afløbet.

Rens af badeværelsesafløb

Er det dit badeværelsesafløb, der skal renses, skal du frem med rengøringshandskerne. Ofte ligger der nemlig hår og sæberester nede i afløbet, der blokerer for vandets gennemgang, og som du hurtigt selv kan fjerne. 

Det, du skal gøre, er at afmontere risten på badeværelset og derefter rense afløbet for hår, og hvad der ellers er havnet dernede. Husk, at vandlåsen også skal renses, hvis dit afløb har sådan en. 

Rens gerne afløbet løbende, så der ikke ophober sig uoverskueligt meget snavs dernede, der kræver lidt mere end et par rengøringshandsker og håndkraft.

Pas på de hårde rengøringsmidler

Når du renser dit afløb, er det vigtigt, at du ikke benytter dig af hårde rengøringsmidler. Disse kan nemlig ødelægge dine kloakrør og gøre skaden meget værre, end den er. 

Brug derfor kun milde rengøringsmidler og dine egne kræfter for at få snavset væk. Du kan eksempelvis også bruge en flaskebørste, hvis du har brug for at løsne og rense noget, der sidder lidt længere nede, end du kan nå.

Hvor ofte skal et afløb renses?

Det er meget individuelt, hvor ofte et afløb skal renses. Dog anbefaler vi, at du – som udgangspunkt – får renset din kloak professionelt én gang om året. Det optimale antal rensninger afhænger naturligvis af, hvor meget dit afløb bliver udsat for til daglig.

Imellem de professionelle rensninger kan du i øvrigt selv sørge for at rense og vedligeholde dit afløb – gerne flere gange om året. Det kan du gøre med kogende vand og opvaskemiddel og ved at rense dit afløb løbende for snavs og skidt.

Hvorfor skal afløbet renses professionelt?

Det er vigtigt, at du ikke blot selv sørger for at vedligeholde og rense dit afløb. Det er nemlig helt afgørende for din kloaks tilstand, at du løbende får en autoriseret kloakmester på besøg, der kan vedligeholde din kloak samt forhindre store problemer og skader. 

Hvis du ikke er autoriseret kloakmester, må du nemlig ikke udføre dybdegående kloakarbejde selv. Du må kun beskæftige dig med din kloak på overfladen, hvilket betyder, at du ikke kan løse et omfattende kloakproblem på egen hånd. Det skal du overlade til en autoriseret kloakmester. Du kan læse mere om reglerne for kloakarbejde her.

Med jævnlige besøg af en autoriseret kloakmester forebygger du desuden omfattende kloakproblemer, der har hobet sig op i flere år. Det kan være, at du har beskadigede kloakrør, uden du ved det. Det kan også være, at du har haft rotter i kloakken i en længere periode. Helt uvidende. 

Så husk endelig at få tilset din kloak professionelt i ny og næ. Du kommer ikke til at fortryde det. Omvendt kommer du helt sikkert til at fortryde, at du ikke har fået det gjort.

Derfor bliver dit afløb snavset og stoppet til

Det er meget almindeligt, at dit afløb bliver snavset og i ny og næ stoppet til. Afløbet er nemlig noget, vi bruger til daglig, og som bliver udsat for mange forskellige ting og materialer. 

Ikke desto mindre er det et meget dårligt tegn, hvis dit afløb ofte er præget af snavs og tilstopninger. En af årsagerne til de jævnlige problemer kan være, at du er alt for hård mod dit kloaksystem, og at du eksempelvis:

  • smider vatpinde, tandstikkere, vådservietter og lignende i toilettet
  • hælder hårde rengøringsmidler ned gennem afløbet
  • hælder fedt, olie og andre tunge væsker ned gennem afløbet
  • aldrig vedligeholder dine kloakrør – hverken professionelt eller på egen hånd

Sørg derfor for at tage dine forholdsregler, så du ikke konstant havner i en situation, hvor dit afløb er snavset og stoppet til.

Driller dit afløb stadig?

Hvis dit afløb fortsat driller – uanset om det drejer sig om din køkkenvask, vasken på toilettet, dit badeværelsesafløb eller dit toilet – er det på tide, at du får en professionel til at kigge på situationen.

Hos Sydkystens Brolægning & Kloak har vi over 25 års erfaring med kloakarbejde, herunder vedligeholdelse og rens af afløb. Vi kan derfor hjælpe dig med at få bugt med dine kloakproblemer og passe godt på din kloak, så du kan lægge bekymringerne helt på hylden. 

Vi går aldrig på kompromis med kvalitet og god service, hvilket vi er blevet belønnet for flere gange – blandt andet med prisen som Årets Håndværker, som vi vandt i både 2019, 2022 og 2025. 

Du kan kontakte os her eller lære os bedre at kende her.