Hvad er et omfangsdræn?

Hvad er et omfangsdræn?

Tom Ewers, autoriseret kloakmester, 2. maj 2025

Hvad er et omfangsdræn?

Det er ingen hemmelighed, at omfangsdrænet bliver mere og mere eftertragtet i danske husstande og virksomheder. Men hvad er et omfangsdræn egentlig, og hvorfor er det underjordiske system så vigtigt for mange bygninger rundt omkring i landet? 

Det gør vi dig klogere på her. 

Et underjordisk system, der gør underværker

Et omfangsdræn er i bund og grund et underjordisk system, der arbejder løbende for at lede vand væk fra bygningen og holde din kælder tør og sund.

Det betyder, at overskydende vand omkring fundamentet håndteres effektivt, hvilket reducerer risikoen for vand i kælderen, sikrer mod opstigende grundfugt og forhindrer skader på inventar og fugtproblemer.

Hvad består et omfangsdræn af?

Der er flere elementer i et omfangsdræn, som sikrer, at overskydende vand kan blive ledt væk fra bygningen på en hurtig og effektiv måde. 

Systemet er nedgravet i jorden langs ydersiden på en bygning, og det består af en drænslange med små huller samt flere brønde. I samarbejde med hinanden sikrer drænslangen og brøndene, at overskydende vand bliver ledt væk fra bygningen og ud i det offentlige system, hvor der er mere “plads” til vandet. Det er til stor glæde for din kælder, din stue eller dit kontor, som dermed slipper for slemme fugt- og vandproblemer.

En eftertragtet ydelse

Men hvorfor taler vi så meget om omfangsdræn i dag, og hvorfor vælger flere boligejere og virksomheder at få det etableret?

En af forklaringerne er de ændrede vejrforhold i Danmark. De seneste år har budt på mere nedbør og flere perioder med kraftig regn, hvilket øger belastningen på mange bygninger. Det kan blandt andet føre til fugtproblemer i kældre, skader på konstruktioner og skimmelsvamp – især hvis vandet ikke ledes effektivt væk fra bygningen.

Det er udfordringer, de færreste ønsker at stå med. Derfor vælger flere at investere i løsninger, der kan håndtere vand omkring boligen korrekt og effektiv, herunder omfangsdræn, som kan være en vigtig del af en samlet indsats.

Hvornår er omfangsdrænet løsningen?

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt omfangsdrænet er den rette løsning for dig, vil vi naturligvis gerne hjælpe dig på vej.

Du kan overveje at få etableret et omfangsdræn, hvis…

  • du har problemer med skimmelsvamp på væggene – måske i din kælder
  • dine vægge har puds og maling, der skaller af
  • dit hjem eller din virksomhed er præget af meget fugt
  • der er mørke plamager på dine vægge
  • du ofte har problemer med oversvømmelser, vandskader og overskydende vand
  • du har at gøre med en gammel bygning, der ikke lever op til nutidens standarder og er dårligt isoleret

Hvis du bakser med nogle af ovenstående problemer, er det naturligvis ikke sikkert, at omfangsdrænet er den rette løsning for dig. Det er meget individuelt, og det kommer helt an på din specifikke situation. Rådfør dig derfor altid med en autoriseret kloakmester, inden du beslutter dig for, hvilke initiativer du vil investere i. Hos Sydkystens Brolægning & Kloak har vi over 28 års erfaring med kloakarbejde og etablering af omfangsdræn, og du er derfor meget velkommen til at kontakte os her, hvis du har brug for rådgivning.

Hvem skal stå for etableringen?

Hvis du skal have etableret et omfangsdræn, er det en autoriseret kloakmester, der skal udføre arbejdet. 

Det er vigtigt, at den specifikke kloakmester har en dybdegående viden om og mange års erfaring med etablering af omfangsdræn. Det er nemlig en kompliceret proces baseret på specialistviden – og det er helt essentielt, at arbejdet bliver udført grundigt og korrekt, hvis du ønsker, at det skal være langtidsholdbart.

Ikke et gør det selv-projekt

Et omfangsdræn er ikke et gør det selv-projekt. Som nævnt skal etableringen af det underjordiske system udføres af en autoriseret kloakmester – og helst en med mange års erfaring inden for området. Du kan derfor ikke selv etablere et omfangsdræn, medmindre du har autorisationen til det.

Generelt må du ikke beskæftige dig med dybdegående kloakarbejde, hvis du ikke er autoriseret kloakmester. Det kan du læse meget mere om i vores indlæg her.

Hvad koster et omfangsdræn?

Lad os slå fast fra start, at etableringen af et omfangsdræn ikke er en billig løsning. Dog er det bestemt en holdbar løsning, hvor du får meget for pengene – hvis arbejdet vel at mærke er udført korrekt. 

Et omfangsdræn kan koste alt mellem 1500 og 12.000 kroner pr. meter. Normalen er dog, at prisen ligger i den høje ende og dermed mellem 7000 og 12.000 kroner pr. meter. 

I og med et omfangsdræn typisk skal rundt om hele bygningen, kan prisen altså hurtigt skyde i vejret – og du kan dermed få følelsen af, at det er en enorm regning for et stykke arbejde, der er “usynligt”. Men du får meget for pengene, fordi et omfangsdræn giver dig tryghed i hverdagen ved at håndtere vandet omkring bygningen korrekt. 

Du kan læse mere om omfangsdræn og pris her.

Fordelene er mange

Der er ingen tvivl om, at fordelene ved omfangsdrænet er mange. De mange fordele er også årsagen til, at flere og flere hus- og virksomhedsejere netop vælger at få etableret systemet.

Fordelene ved omfangsdrænet er blandt andet, at det…

  • leder vandet effektivt væk fra bygningen
  • forhindrer fugt- og vandskader
  • gør din kælder forsvarlig og sund at bo i
  • isolerer bygningen
  • sikrer din bolig eller virksomhed mod skimmelsvamp
  • højst sandsynligt øger din boligs værdi

Du får derfor i den grad fuld valuta for pengene, når du vælger at få etableret et omfangsdræn. Det er nemlig en langtidsholdbar løsning, som gør, at du slipper for løbende lappeløsninger, der kan koste dig endnu flere penge i sidste ende.

Sådan foregår processen

Etableringen af et omfangsdræn er en kompliceret og tidskrævende proces, der kan tage flere uger. 

Typisk starter processen med, at vi – autoriserede kloakmestre – graver ned i jorden langs ydersiden på den konkrete bygning. Her er det meget vigtigt, at udgravningen er dyb nok, så vandet kan nå at blive ledt væk, inden det når op til steder, det ikke skal være. Vi graver derfor cirka 40 centimeter under kældergulvets underkant ved huse med kældre.

Næste skridt i processen er selve etableringen af omfangsdrænet, hvor drænslangen og brøndene bliver etableret, så vandets rejse ender ude i det offentlige system. 

Sidste skridt er, at vi lapper udgravningerne og sørger for, at stedet, hvor vi har arbejdet, bliver så godt som nyt igen. Mange af vores kunder vælger tilmed at få lavet nyt brolægningsarbejde eller anlægsarbejde i forbindelse med projektet.

Hvad er alternativerne?

Måske tænker du nu, om det overhovedet er nødvendigt for dig at vælge omfangsdrænet – eller om et andet alternativ også kan klare ærterne?

Det kommer naturligvis helt an på din situation, samt hvilke konkrete problemer du har med kloakken. Her er det vigtigt, at du får en professionel vurdering og rådgivning fra en autoriseret kloakmester, der kan give dig indblik i, hvilken løsning der er den rette for dig. 

Hvis du eksempelvis ønsker at skybrudssikre din bolig eller virksomhed, kan følgende løsninger være fordelagtige:

  • Højvandslukke, der forhindrer opstigende vand fra kloakkerne
  • Pumpebrønd, der opsamler overskydende vand og leder det væk

Ønsker du et omfangsdræn?

Hvis du ønsker at få etableret et omfangsdræn i din bolig eller i din virksomhed, er du meget velkommen til at kontakte os. Hos Sydkystens Brolægning & Kloak har vi over 28 års erfaring med kloakarbejde, herunder etableringen af omfangsdræn. Vi er flere gange blevet anerkendt for vores arbejde og urokkelige fokus på kvalitet – blandt andet med prisen som Årets Håndværker, som vi vandt i både 2019, 2022 og 2025, og som vi har været nomineret til hvert år siden 2017. 

Du kan lære os bedre at kende her eller kontakte os her.