Hvordan etableres et omfangsdræn så korrekt?
Etableringen af et omfangsdræn starter med, at vi graver ned i jorden langs ydersiden af bygningen. Langt ned. Det er nemlig meget vigtigt, at udgravningen er dyb nok, så vandet kan nå at blive ledt væk, inden det når op til gulvet. Derfor følger vi en regel om, at vi skal grave cirka 40 centimeter under kældergulvets underkant ved huse med kældre.
Når vi har gravet, skal vi etablere selve systemet. Det består – kort fortalt – af en drænslange med små huller og flere brønde, der arbejder tæt sammen. Når vandet møder drænslangen, sørger slangen for at lede vandet videre til en rensebrønd, der renser vandet. Derefter bliver vandet ledt videre til en pumpebrønd, der slutteligt pumper vandet videre til det offentlige system.
Hvis omfangsdrænet ikke etableres korrekt, kan vandets rejsedestination være en helt anden. Det gælder især, hvis udgravningen ikke er dyb nok og dermed forhindrer vandet i at blive ledt væk hurtigt. Resultatet? I værste fald en kælder fuld af vand, fugt og skimmelsvamp. Og dét er ikke sjovt at bakse med.